Min stædighed kan også blive for meget..

Sidste sommer valgte jeg at tage afsted på en lidt anderledes ferie end jeg ellers plejer – jeg smuttede en uge til Marbella Fitness camp for at deltage i Lineslivsstils trænings camp. Det var uden tvivl en helt fantastisk fed uge med nogle skide søde mennesker og nogle hårde men gode workouts. Dog var min krop (Robert) og min stædighed ikke helt enige om hvordan tingene skulle foregå.

Jeg havde kort tid inden ferie, været indlagt i en periode, hvilket hver gang jeg er det, tager en del på min muskelmasse, da det jo er meget begrænset med bevægelse når man er indlagt og render rundt med Henning ved sin side – Henning er mit dropstativ, by the way! Udover min indlæggelse, var jeg også inde i en af de perioder hvor min energi var fuldstændig ikke-eksisterende, idet jeg nærmest intet optog af det jeg spiste. Udfra de faktorer ville de fleste nok mene, at en aktiv ferie med træning 3-4 timer dagligt, ikke lige er det optimale at kaste sig ud i. Her var det så min stædighed og min sunde fornuft der var uenige – og min stædighed vandt, så jeg tog afsted.

Jeg kunne mærke til de fleste træninger, at min energi ikke var helt optimal til træning, men forsøgte at komme igennem de fleste og være nogenlunde tilfreds med hvad jeg selv havde ydet. Jeg bliver aldrig helt tilfreds med mine egne præstationer, men jeg forsøgte at acceptere at jeg ikke kunne yde 100% til hver træning.

Jeg havde to træninger hvor jeg måtte se mig fuldstændig slået, og hvor jeg ikke bare lige kom på benene igen. Den ene var en boksetime på stranden. Det sortnede fuldstændig for øjnene af mig, Robert gjorde ondt som bare pokker og jeg måtte sætte mig i vandkanten af frygt for at besvime og alligevel ende i sandet. Efter den træning, holdte jeg pause resten af dagen, og var ikke med til flere træninger – hvilket gjorde mig lettere irriteret.

Den anden træning der sendte godt og grundigt i gulvet, var også boksning. Her gik det galt – voldsomt galt! Vi havde en træning med Mads Larsen aka. Golden Boy, og hold nu op jeg glædede mig til den træning.

Vi nåede ikke meget længere end opvarmningen, før jeg begyndte at mærke til Robert. Her var stædig og blev ved med at træne. Under træningen, da jeg stod og holdte en sandsæk der blev slået løs på, begyndte det igen at sortne for mine øjne, og smerterne i Robert tog virkelig til. Jeg forsøgte flere gange at bide smerterne i mig, men til sidst blev de så voldsomme at jeg måtte overgive mig og give op. Da jeg kom ned at ligge, mærkede jeg hvorfor det gjorde så afsindig ondt – jeg havde fået en prolaps i stomien. Det betyder kort og godt, at tarmen falder frem, altså bevæger sig længere ud af maven end den normalt er. Og ja, det gør ca. ligeså ondt som det lyder til, at tarmen falder ud af maven. Det man kan gøre for at tarmen falder tilbage til sin normale plads, er at ligge ned og slappe af. For at hjælpe den lidt på vej, kan man drysse sukker på tarmen – det virker åbenbart som kryptonit for at en tarm, så den meget hurtigt trækker sig tilbage. Det svære ved at slappe af når man får en prolaps, er at det simpelthen gør så afsindig ondt, at det nærmest er umuligt at slappe af.

Jeg blev her, midt i træningen, båret ud til siden af træningsområdet og fik et par hænder jeg kunne klemme godt og grundigt, mens en anden hentede noget af den morfin jeg dog havde været praktisk at tage med til Marbella.

Set i bagklogskabens lys, skulle jeg nok havde stoppet ved de første smerter jeg mærkede, men det nægtede jeg simpelthen. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at hjernen godt kunne vinde over kroppen. Det kan den i rigtig mange tilfælde – det her var bare ikke et af de tilfælde!

Udover mine ture i gulvet, var det en helt vildt fed tur og kan klart anbefale alle at tage sådan en uge. Stedet er skønt, maden er fantastisk, menneskerne dernede er søde og der er også tid til afslapning ved poolen mellem træningerne – så lidt afslapning og “fri leg” er der også, selvom det er en aktiv ferie 😉