Når lidt er meget værd

Én af tingene ved at være syg med en kronisk sygdom som f.eks. crohn, er de mange hospitalsindlæggelser der følger med. Efter utallige måneders indlæggelse de seneste 2-2 1/2 år, kender jeg efterhånden til mange reaktioner på at blive indlagt – både min egen måde at håndtere det på, men også hvordan andre håndterer det. Der er dog én ting som går igen hos næsten alle – det er hvor meget et besøg/opkald/besked betyder, når man ligger derinde.

Når man er indlagt, er man utrolig meget alene med sine egne tanker. For mig er det ikke en sund ting! Selvom man måske ligger på en 4-mands stue, så er man stadig alene. Der kan sagtens være nogle på stuen, som man snakker rigtig godt med, hvilket kan være virkelig rart, men det er sjældent særlig lang tid af gangen man snakker med dem. Der er nemlig en generel tendens til, at man helst ikke forstyrrer hinanden alt for meget, eller alt for lang tid af gangen.

Når man ligger der, i sin egen lille verden, og for det meste er koblet til et drop stativ, er det begrænset hvor meget man kan gå rundt og komme væk fra stuen eller gangen. Jeg har, i en mine hospitalskuller perioder, valgt at døbe mit dropstativ, Henning. Det kan godt forvirre de sygeplejersker, som ikke kender mig så godt – de undrer sig lidt når jeg spørger efter Henning, så jeg kan bevæge mig væk fra min seng.

Som nævnt, er der især en ting som betyder meget når man ligger der i sine egne tanker og sin egen selvmedlidenhed – nemlig besøg, opkald eller beskeder. Det kan virke som en virkelig lille ting fra den der kommer på besøg, som lige griber telefonen og ringer eller som lige bruger et halvt minut på at skrive en besked. Men når man ligger i den anden ende, er en hver tanke guld værd!

At man ligger i sin seng, er komplet uoplagt og nærmest ligger og sover, svarer i en-stavelses ord eller ikke svarer med lange beskeder, er bestemt ikke ensbetydende med at man ikke syntes det er dagens højdepunkt, at der kommer et bekendt ansigt udefra eller at man ved, at andre tænker på en.

For mit vedkommende, har jeg sjældent overskud til så meget som at skrive en besked, når jeg har smerter og er indlagt. Det betyder også, at jeg i bund og grund ikke har overskud til at vise min taknemmelighed overfor alle de fantastiske besøg, beskeder, opkald og blomster – men det er bestemt ikke ensbetydende med at det ikke betyder noget.

Det er den samme reaktion jeg oplever fra mange andre af dem jeg har ligget på stue med. Når de har afsluttet et opkald eller når deres gæster er gået, er der altid lige lidt mere energi, lidt mere overskud og et lidt større smil.