Når man ikke længere kan kæmpe..

Puha jeg har gjort mig mange overvejelser omkring dette indlæg. Først og fremmest om jeg overhovedet ville eller kunne skrive det, derefter om jeg ville udgive det. Om jeg turde udgive det!

Det er ingen hemmelighed, at jeg under mine indlæggelser får en god del smertestillende. Det er primært morfin jeg får. Jeg har dog under én indlæggelse været voldsomt ramt af smerter. Både pga. min uduelige tarm, pga. fistler men også pga nervesmerter. Nogle af mine nervebaner endte efter en operation med at være helet skævt, eller slet ikke helet – så vidt jeg lige har forstået det. Det er ikke altid jeg opfatter alt helt klart når jeg ligger i min medicin rus. Men pga. de ting, endte jeg med at være på en masse forskelligt smertestillende. Jeg havde et kraftigt morfinplaster på, så der hele tiden var en smule morfin der blev optaget. Jeg fik noget forskelligt nervemedicin, noget smertestillende udover plasteret, noget kvalmestillende og noget forebyggende mod mavesår, så pillerne ikke ødelagde min mave.

Efter jeg blev udskrevet, var jeg fortsat på en masse medicin, og havde en plan med smerteklinikken om hvordan jeg skulle trappe ud af medicinen. Jeg blev dog så træt af alt den medicin, af hele tiden at være dårlig af medicinen og hele tiden føle jeg gik rundt i en medicin rus. Jeg kunne virkelig ingenting foretage mig. Til sidst fik jeg nok og tænkte, at jeg hellere ville have ondt end være i den tilstand jeg var i. Jeg droppede derfor at tage et nyt morfin plaster på da jeg skulle skifte det og jeg tog ikke mine piller. Så ja, jeg tog en kold tyrker på alt medicinen, og nej, det var bestemt ikke klogt, men det var hvad jeg i situationen mente var det bedste. Og nu kommer vi så til den aften og nat som jeg har været usikker på om jeg kunne skrive om..

 

Jeg var godt klar over at noget af den medicin jeg havde fået var depotmedicin, og der ville derfor gå lidt tid før det var helt ude af kroppen. Så jeg forventede ikke at opkasten ville stoppe med det samme jeg stoppede med medicinen, men at jeg ligefrem fik det dårligere end før, havde jeg ikke set komme.

Jeg lå på min sofa i løbet af dagen og fik mere og mere kvalme. Jeg forsøgte at spise noget yoghurt, lidt kiks, lidt ananas.. Alt jeg spiste eller drak kom op igen. Jeg forsøgte at sove, det kunne jeg ikke få ro nok i min krop til at kunne. Der var intet der hjalp! Til sidst besluttede jeg mig for at rejse mig fra sofaen og gå i seng. Bare det at skulle rejse mig, var en kamp for mig. Den bevægelse gjorde at jeg fik fornemmelsen af at være voldsomt køresyg. Jeg skulle lige stå et par sekunder med lukkede øjne for at få gulvet til ikke at køre rundt, og så kunne jeg ellers løbe ud til toilettet og kaste op.

Da jeg kom ind i min seng, begyndte jeg at få koldsved. Jeg var drivvåd af sved samtidig med at jeg frøs som aldrig før. Jeg kunne ikke holde ud at have mine øjne åbne, men jeg kunne heller ikke lukke dem uden rummet kørte rundt. Jeg kastede op i stride strømme, bortset fra min mave var helt tom, så der kom intet op.

Jeg var dér i mine tanker, at nu havde jeg fået nok af at kæmpe mod sygdommen, jeg havde fået nok af at have stomi, jeg havde fået nok af at have ondt, jeg havde fået nok af at kaste op, jeg havde fået nok af at tage medicin… Jeg havde simpelthen fået nok! Jeg ville ikke mere. Jeg kunne ikke se en ende på smerterne. Alle de negative tanker strømmede gennem hovedet på mig. Jeg kunne ingen lys for enden af tunellen se. Jeg havde ingen kontrol over mine tanker og kunne ikke være i min egen krop for bare smerter, kvalme og ubehag. Hele min krop kløede på en måde hvor jeg ikke kunne finde ud af hvor det egentlig kløede. Hver gang jeg troede at min krop kunne få lidt ro og jeg kunne falde i søvn, kom opkasten (af ingenting) igen, og det hele startede forfra. Jeg sendte en besked til mine søstre om at jeg elskede dem, men at jeg ikke kunne mere, og så var jeg klar til at gøre en ende på smerten.

Helt klar har jeg nok ikke været på at gøre en ende på det hele, for jeg tog telefonen da min søster med det samme ringede til mig. Hun boede på det tidspunkt i Skanderborg, og kunne ikke gøre så meget lige der. Hun insisterede derfor på at have mig på facetime så hun hele tiden kunne se mig. Mens jeg snakkede med hende, kørte min anden søster ind til mig fra Hørsholm. Tror det har været en af de længste køreture for hende nogensinde! Mine forældre og søster kom senere på natten – de havde lige 3 timers køretur fra Skanderborg.

De fik ringet til vagtlægen og forklaret hvordan jeg havde det. Vagtlægen bad min søster om at give mig en dosis af alle de piller der stod på min medicinplan og så blev jeg lagt i seng med tårer i øjnene og mine søstre og forældre omkring mig.

Jeg har valgt at udgive dette indlæg her kort op til påsken, fordi jeg i påsken skal koble af og være sammen med min familie – og det har jeg brug for efter at have gennemgået den nat og de følelser igen! Jeg har brug for at de ved hvor højt jeg elsker dem og de ved hvor meget de altid vil betyde for mig.

Det var uden tvivl, den værste nat i mit liv og jeg græder hver gang jeg tænker på den – og hele indlægget her er skrevet med tårer i øjnene.