Når selvtilliden får et knæk..

Det værst tænkelige skete engang..

img_5873

.. Og det skete faktisk to gange på en dag! For nogle er det måske en overdrivelse at beskrive det som “det værst tænkelige”, men på det tidspunkt var det virkelig noget af det værst tænkelige. Det der skete var, at min pose lækkede og faldt af!

Jeg var næsten lige blevet udskrevet efter min operation og var endnu ikke helt tryg ved min stomi, men det var sommer og lækkert vejr, så jeg hoppede i en sommerkjole og hjem til en veninde. Vi sidder på altanen og nyder solen, da jeg mærker at noget er forkert! Jeg går ud på toilettet, løfter op i kjolen og ser til min skræk, at alt der er kommet ud af stomien er ikke kommet i posen, men under plasteret der holder posen på plads – der vil sige, det gør det ikke længere.

img_3442

Heldigvis havde jeg som altid min lille nødtaske med mig, hvor jeg har en ekstra pose i. Jeg fik derfor sat den nye pose på og alt var godt igen… Men men men!

Senere på aftnen, efter der er kommet nogle andre gæster også og vi sidder og nyder en dejlig sommeraften – de andre med vin og drinks, mig med en skøn hyldeblomstsaft! Igen mærker jeg, at noget er galt.. Der sidder folk på altanen som jeg først lige har mødt, som ikke aner noget om min stomi og som jeg skal forbi for at komme ind på toilettet! Her er det at mit mareridt i mit hoved begynder. Jeg har en løs kjole på. Tænk hvis posen er gået så løs, at den pludselig falder ud under min kjole? Tænk hvis alt der skulle have været i posen, falder ud på altanen, på nogle af de andre når jeg går forbi dem, på min venindes gulv? Alle situationer løber gennem hovedet på mig.. Derudover havde jeg kun én ekstra pose med – så hvad fanden skal jeg lige gøre nu?

Jeg får kaldt min veninde med ud på toilettet, og jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage. Jeg er så ulykkelig og flov. Og går helt i baglås og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv! Min veninde smider mig ind i badet, sørger for at hente noget rent tøj til mig og gør absolut sit bedste for at berolige mig.

Hele situatinen ender med, at jeg med en frysepose på maven og i en taxa bliver fulgt hjem af en af de andre piger og der kommer en hjemmehjælper og hjælper med at sætte en ny pose på inden jeg går i seng.

Jeg endte med at være rigtig mange forskellige slags poser igennem, før jeg fandt lige præcis den der passer til mig. Jeg har været flere mærker og modeller igennem og har haft utallige “uheld” med posen, indtil jeg har fandt den rigtige pose. Men for at berolige andre, og måske lidt mig selv også .. Det er ikke sådan at posen pludselig falder helt af, at det hele vælter ud over det hele osv. Så længe man altid har et nødkit med sig, så skal det hele nok gå selvom man ender i en af sine værst tænkelige situationer.

Og igen viser det sig, at mine veninder er guld værd og viser hvor vigtigt det er at stomi ikke er et tabu, så man kan spørge om hjælp uden tøven!

img_3446

Ingen kommentarer endnu

Jeg bliver altid så glad for din kommentar - vær den første til at smide den ;)

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når selvtilliden får et knæk..