Sidste indlæg var meget hårdt for mig at skrive, så der har lige været lidt stille her på bloggen, men jeg er tilbage nu. Én af de ting jeg fik af vide efter min første operation var, at min stomi formentlig kun var midlertidig, og de efter nogle måneder ville kunne føre den tilbage. De havde derfor beholdt endetarmen og taget prøver af tyktarmen, for at konstatere om jeg havde Colitis eller Crohn. Noget tid efter jeg blev udskrevet, var jeg så inde og få svar på denne prøve – jeg havde Crohn, og de anbefalede derfor ikke at føre min stomi tilbage. Her væltede hele min verden endnu engang. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til tanken om at...

  Nu handlede forrige indlæg jo om optakten til min operation, og jeg har nu taget mig sammen til at skrive om perioden lige efter min første operation. Da jeg bliver kørt op på stuen, fra opvågningen, og stille og roligt kommer til mig selv, går det også stille og roligt op for mig, at jeg har fået stomi! Det hele er er alt for meget til, at jeg overhovedet kan rumme det. Jeg havde meget svært ved at styre mine tårer, og de fik derfor frit løb, nærmest konstant – og det var langt fra hver gang jeg kunne forklare hvorfor jeg græd, det gjorde jeg bare. Jeg var bare generelt virkelig ked af det. En af sygeplejerskerne var...

I mit tidligere indlæg om hvordan det hele startede, hører der lidt en afslutning til. Efter lægerne havde konstateret, at jeg havde enten Colitis Uclerose eller Morbus Crohn, forsøgt de at slå det ned med en masse forskelligt medicin. Jeg havde tabt mig så meget, og var så afkræftet, at jeg var ikke kunne andet end at ligge i min seng og sove. Jeg var dog stadig så syg, at jeg konstant måtte på toilettet eller kaste op – flere gange på samme tid. I og med jeg tabte mig så meget, begyndte sygeplejeskerne at veje mig stort set hver dag, samt notere alt jeg spiste – hvilket absolut ikke var meget. Det var faktisk så lidt, at de begyndte...