Når virkeligheden går op for én..

 

Nu handlede forrige indlæg jo om optakten til min operation, og jeg har nu taget mig sammen til at skrive om perioden lige efter min første operation.

Da jeg bliver kørt op på stuen, fra opvågningen, og stille og roligt kommer til mig selv, går det også stille og roligt op for mig, at jeg har fået stomi! Det hele er er alt for meget til, at jeg overhovedet kan rumme det. Jeg havde meget svært ved at styre mine tårer, og de fik derfor frit løb, nærmest konstant – og det var langt fra hver gang jeg kunne forklare hvorfor jeg græd, det gjorde jeg bare. Jeg var bare generelt virkelig ked af det.

En af sygeplejerskerne var meget opsat på, at han skulle få mig til at se min stomi, hvilket jeg absolut ikke ville. Jeg syntes simpelthen det hele var forfærdeligt, og mit liv var slut. En ting var, at jeg ikke ville se min stomi. Bare det at skulle se min egen mave, tog mig lang tid.

Første gang jeg så stomien, resulterede det i at jeg besvimede. Det var virkelig synd for den søde SOSU-assistent der greb mig, som egentlig bare ville hjælpe mig med at komme i bad. Desværre var der bare lige et spejl ude på badeværelset, og pludselig var der en stomi og det var det eneste jeg kunne se, da jeg kiggede ind i spejlet.

Jeg var midt i et væld af følelser som er meget svære at sætte ord på. Jeg var vred over at jeg var endt hvor jeg var. Jeg var ked af at have fået stomi. Jeg var frustreret over at være indlagt. Jeg var flov over min sygdom og mig selv. Jeg var ulykkelig og til tider utrøstelig.

Den dag det begyndte at vende for mig, og jeg begyndte at kunne acceptere stomien, var da kirurgen der havde lavet min stomi kom. Han fortalte mig om hvordan operationen var gået, hvorfor han havde lavet stomien så kort som han havde og så fortalte han mig grunden til den meget pludselige operation. Sygdommen havde været så aggressiv, at den havde ødelagt hele min tyktarm. Den var simpelthen nærmest smuldret mellem fingrene på ham, da han havde taget den ud. Hvis det var sket inde i min krop, var jeg højst sandsynligt død af både blodforgiftning og betændelse i bughinden og andre organer, betændelsen kunne have påvirket.

Det var den besked, der fik mig til at indse, at måske var det slet ikke så slemt med en stomi – jeg levede trods alt!

Hele det her indlæg, er skrevet med tårer i øjnene og en klump i halsen, og hele rutsjebaneturen af følelser sidder stadig i mig, så jeg har gjort mig mange overvejelser om jeg overhovedet skulle eller kunne skrive om det – men det er en del af min historie, og det er en del af min accept af Robert.