En beslutning for livet

Sidste indlæg var meget hårdt for mig at skrive, så der har lige været lidt stille her på bloggen, men jeg er tilbage nu.

Én af de ting jeg fik af vide efter min første operation var, at min stomi formentlig kun var midlertidig, og de efter nogle måneder ville kunne føre den tilbage. De havde derfor beholdt endetarmen og taget prøver af tyktarmen, for at konstatere om jeg havde Colitis eller Crohn. Noget tid efter jeg blev udskrevet, var jeg så inde og få svar på denne prøve – jeg havde Crohn, og de anbefalede derfor ikke at føre min stomi tilbage. Her væltede hele min verden endnu engang. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til tanken om at jeg havde stomi, og de gange jeg havde lettest ved at acceptere det, var når jeg tænkte at det kun var midlertidigt. Det var den formentlig ikke længere!

I foråret 2015 blev jeg igen syg, fik enorme smerter og det løb ud med puds fra endetarmen, på trods af den ikke havde forbindelse til noget. Jeg havde det ofte som om jeg virkelig skulle på toilettet, hvilket jeg jo godt vidste jeg ikke skulle eftersom min tarm jo går ud af min mave og ud i en pose – ja, det er måske ikke så lækkert et billede den beskrivelse giver, men det er jo sådan det er – men min endetarm var simpelthen så fyldt med puds/betændelse, at det gav den følelse.

Jeg blev hurtigt indlagt, efter de havde set hvordan det hele stod til, og fik beskeden, at det lignede 2. verdenskrig dernede. Lægerne fortalte mig, at der var to muligheder for behandling, og det var helt op til mig hvilken en det skulle være. Den ene mulighed var, at føre stomien tilbage ved hjælp af en pouch. En pouch er, når den nederste del af tyndtarmen lægges sammen og danner en form for beholder/ny tyktarm. Ved denne løsning ville det kræve en del medicin, da betændelsen i endetarmen ville skulle slåes ned, så den ikke bredte sig til tyndtarmen.

Den anden mulighed var at fjerne endetarmen og dermed gøre min stomi permanent.

Da jeg fik de to muligheder, var jeg ikke et sekund i tvivl om at endetarmen skulle fjernes, og jeg gav besked om, at det var den løsning jeg havde valgt.

Jeg fik en tid til operation og blev udskrevet, så jeg lige kunne komme hjem og sunde mig lidt, inden indgrebet.

I de få dage jeg gik hjemme inden operationen, blev jeg mere og mere i tvivl. Jeg skiftede mening stort set hver time. Beslutningen var så endegyldig – der ville ingen vej tilbage være, hvis jeg valgte at få fjernet endetarmen. Jeg ville resten af mit liv, skulle leve med en pose på maven! Hvorimod, hvis jeg valgte pouchen, ville de stadig kunne lave stomien igen, hvis medicinen ikke virkede, eller der gik noget andet galt. Den beslutning var derfor ikke helt ligeså endegyldig.

På trods af min tvivl, valgte jeg stadig at pakke en taske og tage ud og blive indlagt. Jeg var stadig i tvivl da jeg kom ud på hospitalet og fik af vide, at jeg ville være den første på operationsbordet dagen efter. Nu kom det meget tæt på, men jeg kunne stadig nå at sige nej tak til operationen.

Jeg lavet den ene +/- liste efter den anden, og kom hver gang frem til en anden beslutning end jeg var kommet frem til ved den tidligere liste. Det hjalp nok heller ikke på det, at jeg var dødens nervøs for operationen – og for de komplikationer der kunne komme efterfølgende. Jeg havde selvfølgelig læst en masse skrækhistorier på nettet. Ingen skriver jo om de vellykkede operationer. Det burde folk til at gøre. Ellers burde jeg bare undgå at læse ting på nettet i sådanne situationer.

Min endelig beslutning tog jeg, da jeg indså, at nu ville jeg altså til at være herre over mit eget liv igen. Jeg ville til at bestemme hvordan den her sygdom skulle påvirke mig og mit liv, og jeg ville ikke være afhængig af at min krop forhåbentlig tog i mod noget medicin. Ved den her operation, ville jeg blive medicinfri og konsekvensen af operationen var noget jeg selv havde valgt.

Det var bestemt ikke med ro i maven, at portøren kørte mig ned til operationen, men det var med en følelse af, at jeg havde min fremtid og mit liv i mine egne hænder.