Hvordan det startede ..

For at starte helt fra begyndendelsen, skal vi tilbage til maj/juni 2014, og for at sige det som det er – det her indlæg bliver helt uden filter og omkring noget af det som er meget tabubelagt og svært for mange at snakke om, nemlig selve det at have en tarmsygdom. Let’s face it, det der med tarme er ikke altid super charmerende.

Jeg anede ikke at jeg havde en kronisk sygdom. Jeg anede ikke at jeg var syg. Til at starte med ville jeg heller ikke indrømme at jeg nok var syg. Grunden til, at jeg i starten ikke ville mene at jeg var syg, var at jeg ikke kunne forklare hvordan jeg havde det. Jeg har egentlig også ret svært ved at skulle forklare det nu, men jeg prøver alligevel.

Jeg begyndte at have en fornemmelse i maven, lidt ligesom når nervøsitet virkelig bobler i maven – det var bare ikke en god nervøsitet. Jeg ignorerede boblerne i maven gik på arbejde præcis som jeg ville gøre på normalvis. Det er egentlig først nu hvor jeg tænker tilbage på det, at jeg ofte har forklaret både veninder og kollegaer, at jeg “havde det underligt”, men ikke tænkt yderligere over det. Efter lidt tid med de her bobler i maven og den underlige og uforklarlige følelse i maven, begyndte jeg for alvor at opdage forandringer i min krop. Boblerne var gået fra at være uforklarlige til at være fornemmelsen af knuder i maven, knuder der gjorde ondt og gav krampetrækninger. En anden ting jeg bemærkede var, at jeg oftere og oftere skulle på toilettet. Jeg begynder at have dage med feber og en generel utilpashed i kroppen. Jeg går stadig på arbejde og forsøger at skjule min utilpashed, og træner også på livet løs. Jeg kan dog i min træning, mærke en klar forringelse af min evne til at yde det jeg gerne vil og bliver ofte dårlig af træningen – men det er jo nok bare lavt blodsukker, en dårlig dag, en for lille frokost – jeg har mange undskyldninger. Og ingen af dem er, at jeg nok er ved at blive syg.

Da jeg første gang kontakter min læge og forklarer hvordan jeg har det, tager hun mig ind til en snak og en undersøgelse. Da hun kigger i min journal, kan hun se at hun ca. et halvt år forinden har givet mig diverse vacciner – det har hun gjort fordi jeg skulle en lille smuttur til Tanzania. Hun tager en blodprøve og sender den til undersøgelse for parasitter. Da svaret kommer retur, er den god nok. Jeg har malaria! Jeg bliver derfor sat i gang med en pillekur, som forhåbentlig kan tage det.

Jeg forsætter min hverdag med både arbejde og træning og nu også pillerne mod malaria. Pillerne hjælper bare overhovedet ikke! Mine toiletbesøg bliver nærmeste kontante, min feber bliver også nærmest konstant, der er blod i min afføring og min afføring er flydende. Det løber mildest talt ud af mig! Det er altså svært at bevare koncentrationen på arbejdet, når man har det på den måde, skulle jeg hilse at sige. Udover de hyppige toiletbesøg, begyndte jeg også at kaste op. Og jeg begyndte at kaste blod op.

Da jeg igen kontaktede min læge og fortalte, at pillerne bestemt ikke havde virket og hvordan jeg nu havde det. Hvordan det udover de synlige symptomer som blod i afføring, vandtyndt afføring, blod i opkast og feber, havde jeg det nu så slemt i maven, at det føltes som om jeg blev ædt op inde fra. Denne gang var diagnosen meget uklar. Det var formentlig stress, måske en sprunget hæmoride eller måske bare en mavevirus. Jeg blev derfor sendt hjem, men beskeden om at ringe tilbage dagen efter hvis det stadig var ligeså slemt. Alt i alt, var jeg godt frustreret over ikke at vide hvad jeg fejlede, da jeg nu havde indset, at ét eller andet var der altså galt.

Da jeg langt om længe blev taget seriøst, fordi min far ringede og skældte en vagtlæge ud (Ja, jeg er fars lille pige) – blev jeg hentet i en ambulance og kørt direkte i isolation på Hvidovre Hospital. Efter en masse undersøgelser, den ene mere smertefuld end den anden, pga. min krop var i så dårlig tilstand, fik jeg endelig en diagnose. Jeg havde enten Colitis Uclerosa eller Morbus Crohn – to grene af den samme sygdom. Begge dele er en betændelsestilstand i tarmen.

Pga. den betændte tarm, de alt for hyppige toiletbesøg og den konstante opkast, endte jeg med at tabe utallige kg på meget kort tid. Billederne nedenfor, er taget med 10 dages mellemrum. For mig er det tydeligt at se, at der er røget rigtig mange kg og der er forsvundet meget glæde i øjnene! Én ting havde jeg dog at glæde mig over – min søster havde født den dejligste dejlige lille guldklump, så et lille smil midt i mit helvede af smerter og toiletbesøg, kunne det godt blive til.