Elsk dig selv kvindemenneske!

Som jeg tidligere har skrevet, får ens selvtillid et ordentligt huk når man får stomi. Min gjorde ihvertfald! Og hvordan kommer man så lige tilbage fra det igen? Jeg har snart haft stomi i tre år, og jeg er endnu ikke kommet tilbage til at være 100% selvsikker og stråle af selvtillid – men jeg ville ønske jeg var. Men hvorfor er det så svært for mig?

Efter jeg har fået stomi er jeg blevet meget mere selvkritisk, hvilket jo egentlig er latterligt. Når jeg tænker over det, kan jeg jo godt se at mine tanker om mig selv er dybt latterlige, for hvad har en pose på maven at gøre med hvordan resten af mig ser ud? Og hvorfor skal en pose på maven have så stor indflydelse på mine tanker omkring mig selv? Og hvorfor er det overhovedet så vigtigt hvordan jeg ser ud, hvis bare jeg har det godt?

Jeg har altid været dårlig til at tage imod komplimenter. Nu er det bare gået op for mig, at ikke nok med jeg er dårlig til at tage imod komplimenter, så er min reaktion på et kompliment ofte en negativ udtalelse om mig selv. Det holder jo ikke!

Det kan da godt være, at mit hår ikke lige sidder skide godt, men det var nu altså mine øjne der fik et kompliment – Hvorfor tager jeg ikke bare i mod det? Og det kan da godt være jeg har tykke kinder, men når nu jeg får kompliment for mit smil, hvorfor så bekymre sig om de tykke kinder? Og jeg er jo ikke den eneste i hele verden der er bleg om vinteren og glæder sig til at få lidt farve når solen kommer frem – hvorfor så konstant pointere overfor mig selv, at det ville være meget pænere hvis ikke jeg var semi-gennemsigtig?

Og alle de ting jeg har nævnt, har absolut intet med min stomi at gøre, så hvorfor ser jeg negativt på det efter jeg har fået stomi? Det er jo kun mine tanker om min mave der burde have ændret sig – eller burde den overhovedet det? Der er kommet lidt ar og en pose, men det fortæller jo bare en historie. Min historie. Hvad er der så forfærdeligt ved det?

Derfor går jeg nu i skarp træning for at få mig selv til at fokusere på noget andet end det negative omkring mig selv, fokusere på det positive og tage imod de komplimenter jeg får – og rent faktisk tro på dem også. Måske jeg skulle få set “Petra elsker sig selv” og tage ved lære – I min ønske verden elsker alle sig selv og er bedøvende ligeglad med hvad andre tænker. Så let er det bare ikke – ihvertfald ikke for mig.

“You’re never fully dressed without a smile” – Man er bare lidt pænere når man smiler, og det overbevisende smil starter ved ens tanker.. Så sæt i gang Sanne!