Jeg vinker farvel til London

Den kommende weekend havde jeg glædet mig til. Som i virkelig virkelig glædet mig til. Det var planen at jeg fredag morgen skulle flyve til London og fejre min venindes 30 års fødselsdag (Undskyld hvis tallet var hemmeligt 😉 ) Det skulle have været en weekend fyld med en masse tøsehygge, da vi var 4 piger der ville komme over og fejre hende, sammen med hendes veninder fra London også – hvor fantastisk havde det ikke lige været?

Planen var en lækker middag og cocktails fredag, ekstremt lækker bottomless brunch og vidst nok en omgang klassisk high tea søndag inden turen skulle gå hjem igen søndag aften – det er da tæt på at være den mest perfekte fødselsdagsweekend.

Men det syntes min tarm åbenbart ikke jeg skulle være en del af. Søndag aften begyndte jeg at få ekstreme smerter i maven. Jeg slog pillerne ned med nogle piller og lagde mig til at sove. Mandag viste det sig, at det ikke havde hjulpet med noget søvn. Det var egentlig også begrænset hvad jeg havde fået af søvn.

Mandag var jeg derfor hjemme pga. smerterne. Mon ikke det snart blev bedre? Det gjorde det ikke. Tirsdag var jeg derfor fortsat hjemme fra arbejde. Det stresser mit hoved enormt meget at jeg ikke kan komme på arbejde. Jeg kan sagtens arbejde hjemmefra, og det har jeg også gjort. Man er bare aldrig helt ligeså effektiv når man ligger i sin seng og arbejder end man ville være hvis man sad på et kontor med ens kollegaer.

Tilbage på sporet .. Smerterne viste sig at komme fra en fold på min tarm. Jeg har haft fold på tarmen før, og det gør f*****s ondt. Måden man retter sådan en fold ud på er, er at der stikkes et kateder ind i stomien som så bliver ført gennem tarmen indtil den rammer stedet der skal foldes ud. Katederet retter tarmen ud og laver hul igennem igen. Folden er ligesom hvis man laver et knæk på en vandslange for at stoppe vandet – sådan gør min tarm helt af sig selv.

Alt i alt har det resulteret i, at tarmen nu er blevet rettet ud og smerterne begynder så småt at stilne af. Dog betyder det, at mine tarme lige skal falde på plads igen. Når de skal det, er risikoen for at sådan en fold opstår igen ret stor. Jeg blev derfor anbefalet ikke at tage udenlands, før der er ro på tarmene igen. Dvs. farvel til London. Jeg tør simpelthen løbe den risiko at stå der ovre og der så skete et eller andet.

Når man er kronisk syg, skal man have en forhåndsgodkendelse for at ens rejseforsikring dækker. Den godkendelse ville jeg under ingen omstændigheder få efter den her omgang, så jeg ville tage afsted uden forsikring og med stor risiko for at få smerter og brug for lægehjælp – rimelig dårlig kombination.

Så tak tarme, jeg bliver da bare hjemme fra London!